
Ungt foreningsfællesskab i en kommerciel padelkultur
Padelsporten buldrer frem, men det kan være en dyr fornøjelse, hvis man vil have faste træningstider flere gange om ugen. Derfor har sportens fremgang længe været båret af voksne spillere, men i Middelfart Padel Society er alle 60 medlemmer ungdomsspillere. Forleden var Nicolai Holm Nielsen, souschef i Fynske Bank i Middelfart, forbi med en donation fra Fonden for Fynske Bank, der skal bruges til klubtøj og fællessamlinger, hvor de unge kan danne relationer på kryds og tværs af klubber.
Lyden siger det hele, når den neongule bold bliver sendt afsted med et dedikeret smæld, bouncer præcist på den sanddækkede bane og et splitsekund efter rammer bagvæggen af glas. Præcisionen er høj, og hallen emmer af koncentration, mens spillerne i Middelfart Padel Society træner side om side.
Næste spiller træder frem. Boldrobotten spytter nye bolde ud. Teknik, timing og det lange seje træk med at få grund-slagene til at ligge på rygraden er i fokus.
På få år er padelsporten stormet frem i Danmark og har nu overhalet både badminton og tennis som landets mest populære ketsjersport. Selv om sporten nogle steder har fået et ry for at være en dyr og kommerciel mellemledersport, ser virkeligheden i Middelfart anderledes ud.
Flere eftermiddage om ugen er banerne i det kommercielle Padelcenter Middelfart nemlig fyldt med unge mellem 12 og 15 år, der spiller padel på helt almindelige foreningsvilkår med halvårligt kontingent, faste træningstider og et stærkt fællesskab i et center, hvor der ellers kan være rift om banerne.
- Da jeg begyndte at spille padel, var det i høj grad en sport for voksne, og en dyr en af slagsen, fortæller Henrik Vestergaard.
Værdier fra foreningslivet
Han er formand og træner i Middelfart Padel Society, spiller selv i den bedste række, DPF Ligaen, og arbejder til daglig i Dansk Padel Forbund.
- Vores vision i klubben er at gøre det muligt for børn at spille padel til en fornuftig pris. Jeg har selv spillet badminton på eliteplan og er vokset op i et foreningsmiljø i 1980’erne og 90’erne, og de værdier vil vi gerne overføre til en sport, der ellers primært er vokset frem i en kommerciel kontekst.
Sammen med sin hustru, Maria, begyndte Henrik Vestergaard at spille padel i 2021. I dag er sporten blevet et familieprojekt for dem og deres to døtre, og familien er dybt engageret i klubben og sportens udvikling.
Juniorspillerne udgør stadig en mindre del af det danske padelmiljø, men det er vigtigt for os, at de kan finde jævnaldrende at spille med. Derfor betyder det meget, at vi nu har fået juniorturneringer op at stå, så unge spillere kan mødes på tværs af klubberne, siger Henrik Vestergaard.
Med 60 medlemmer - udelukkende ungdomsspillere – er der fuld belægning på træningsbanerne. Rekrutteringen sker udelukkende ved, at børnene tager deres kammerater med, og interessen vokser af sig selv.
Donation betyder meget
Kontingentet på 650 kroner hvert halve år er markant billigere end selv at booke baner, hvor prisen hurtigt kan snige sig op på 400 kroner i timen på de attraktive tidspunkter.
Derfor er klubben også helt afhængig af støtte fra Middelfart Kommune og et godt samarbejde med Padel Center Middelfart. Samtidig luner Fonden for Fynske Banks donation på 29.770 kroner, som Nicolai Holm Nielsen, souschef i Fynske Bank Middelfart, forleden var forbi med.
- Det betyder utroligt meget for os og giver os mulighed for at sikre spillerne ens klubtøj, sende vores unge trænere på kursus og invitere andre juniorspillere til fællessamlinger, så vi får skabt et stærkt fællesskab i sporten, siger Henrik Vestergaard.
For Nicolai Holm Nielsen er rammerne i padelcentret langt fra uvante. Han spiller en gang om ugen og er meget imponeret af det ungdomsarbejde, der bliver lavet i foreningen.
- Det er enormt inspirerende at opleve klubbens engagement og arbejde med de unge spillere, og jeg er utrolig glad for og stolt af, at vi gennem Fonden for Fynske Bank i flere omgange har haft mulighed for at støtte Middelfart Padel Society med en donation, siger han.