Hvad er en aktiesparekonto?
Aktiesparekontoen er et initiativ fra den danske regering til at styrke aktiekulturen i Danmark, så ejerskabet af virksomhederne bredes ud til flere danskere og interessen for at investere i aktier øges. Kontoen gør det enkelt og mere attraktivt at investere i værdipapirer. Du betaler 17% i afkastskat mod normalt 27/42% (2024).
Der kan oprettes én aktiesparekonto pr. person og du skal være fuldt skattepligtig i Danmark. Hvis du på et tidspunkt overgår til at være begrænset skattepligtig i Danmark, kan du ikke indskyde flere penge på kontoen, men du behøver ikke nødvendigvis at lukke den.
Kontoen kan anvendes til frie midler, men ikke pensionsmidler eller midler i en virksomhed. Oprettes kontoen til børn, beskattes du som forælder ikke af avancen. Beskatningen ligger hos barnet.
Sådan investerer du med en aktiesparekonto
Aktiesparekontoen er sammensat af en indlånskonto og et tilhørende værdipapirdepot til opbevaring af de værdipapirer du køber. I Netbank og Mobilbank kan du disponere over indestående på kontoen, handle værdipapirer og løbende følge udviklingen i dine investeringer. Du kan investere i børsnoterede aktier - såvel danske som udenlandske - aktiebeskattede investeringsforeninger, der ikke er lagerbeskattede og aktiebaserede ETF’ere (børsnoterede fonde).
Du beskattes af værdistigninger, dvs. udbytter samt realiserede og urealiserede gevinster ved årets udgang (lagerbeskatning). Skatten hæves på kontoen medio februar. Tab kan fremføres og modregnes i fremtidige gevinster på Aktiesparekontoen, men kan ikke fradrages i andre aktieindtægter uden for ordningen, herunder overføres til ægtefælle. Skatten beregnes på baggrund af års ultimo kurser som også anvendes i Årsoversigten.
Indskudsloft på 135.900 kr. (2024)
På aktiesparekontoen kan indskydes i forhold til det aktuelle indskudsloft, der indeksreguleres efter PSL §20. Du kan hæve og indsætte på kontoen lige så ofte du vil inden for det aktuelle indskudsloft.
Ultimo året beregnes den samlede værdi af aktiesparekontoen som summen af indestående på kontoen tillagt værdien af depotet pr. 31. december (lukkekurser). Så længe denne ultimo værdi er under det maksimale indskudsloft, kan der indskydes yderligere beløb i det følgende kalenderår. Uagtet loft for indskud, kan der i det år en evt. skat afregnes over kontoen indbetales til dækning af denne.
Det afkast du i år opnår på dine investeringer, har ingen indflydelse på, hvor meget du i år kan indskyde på kontoen, men vil først have betydning for det beløb, du næste år kan indskyde på kontoen.
Eksempler på beregning af maksimalt indskud
Eksempel 1 | Eksempel 2 | Eksempel 3 | |
Indestående på konto ultimo forrige år | 50.000 kr. | 50.000 kr. | 60.000 kr. |
Depotværdi ultimo forrige år * | 55.000 kr. | 45.000 kr. | 80.000 kr. |
* heraf værdistigning/fald i værdipapirer | 5.000 kr. | -5.000 kr. | 10.000 kr. |
Samlet værdi af aktiesparekonto (ultimo værdier) | 105.000 kr. | 95.000 kr. | 140.000 kr. |
Afkastskat 17% af evt. værdistigning | -850 kr. | 0 kr. | -1.700 kr. |
Maks indskud i 2024 ved indskudsgrænse på 135.900 kr. | 31.750 kr. | 40.900 kr. | 1.700 kr. |
Beregning:
135.900 – 50.000 – 55.000 = 30.900 kr. (Maks indskud 30.900 + 850 = 31.750 kr.)
135.900 – 50.000 – 45.000 = 40.900 kr. (Maks indskud 40.900 kr.)
135.900 – 60.000 – 80.000 = -4.100 kr. (Maks indskud 1.700 kr.)
Risici og omkostninger
Investering i aktier er forbundet med både risiko og depot- og handelsomkostninger. Det betyder, at du på kort tid kan tabe hele eller dele af det investerede beløb. Indestående på kontoen kan tilskrives negative renter og overtræk tilskrives debetrenter.
Rentesatser, handels- og depotomkostninger i Fynske Bank er oplyst i bankens prislister