Skip to Main Content
Skrevet d. 20. januar, 2025
Peter Brink PR

Ny formuechef har en leveregel om altid at gøre sig umage

Peter Brink har arbejdet med investering og ledelse i en lang årrække og fremhæver selv sin vestjyske ydmyghed som kendetegnende for hans tilgang til arbejdet. Nu er han startet som formuechef i Fynske Bank.

Peter Brink har én leveregel, der skinner igennem i alt, hvad han gør: Han gør sig altid umage, for når man gør sit bedste, kan man ikke forlange mere af sig selv.

Det gælder både, når det handler om fritidspassioner som golf, løb og styrketræning, men naturligvis også i en karriere, der i mere end 30 år har haft investeringer som omdrejningspunkt og har budt på en række lederstillinger.

Nu skal 57-årige Peter Brink som ny formuechef i Fynske Bank være med til at bringe bankens nye formuekoncept i spil. Ambitionen er i endnu højere grad at kunne rådgive proaktivt om alle elementer af formuepleje.

Peter Brink kommer fra en stilling som afdelingsdirektør i Nordea Private Banking – Formueforvaltning syd. En stilling, han har bestridt de seneste 12 år.

- Jeg er oprindelig vestjyde, og når jeg fremhæver det, skyldes det, at jeg ser nogle gode værdier i den ydmyghed, der typisk er forbundet med vestjyder. Mit udgangspunkt er, at man altid skal gøre sit bedste, og det er også sådan, folk siger, at de oplever mig, siger Peter Brink.

Han har foruden Nordea også erfaring fra Varde Bank og Fionia Bank, og han glæder sig til igen at være en del af et mindre pengeinstitut, hvor beslutningsgangene er korte, og der er mulighed for at få indflydelse.

- Jeg kan godt lide at være med til at træffe beslutninger, og jeg fornemmer, at jeg kan være med til at flytte nogle enkelte pæle, udvikle nogle ting og komme tæt på vores formuende kunder. Jeg har et stort hjerte for kunderne, siger Peter Brink.

Han bor i Morud sammen med sin hustru, Jane, og parret har to voksne børn, som er flyttet hjemmefra. Derfor er der blevet god tid til at spille golf i den nærliggende Langesø Golfklub, og Peter Brink kan også ses på en padelbane og bruger tid i både fitnesscentret, på cyklen og med løbeskoene snøret.

Det sidste med en sådan fart, at det vidner om en mand, der altid er i front – både privat og professionelt.

- Jeg er ret aktiv, og der skal ske noget, men jeg er blevet bedre til også at slappe af, understreger han.