Skip to Main Content
Skrevet d. 01. maj – 2026
FB Gruppefoto Horsens

Fynske Bank åbner i Horsens med lokalkendt rådgiverhold

Et bredt sammensat hold med høj faglighed og stort lokalkendskab er klar til at bygge Fynske Banks nye afdeling op i Horsens Hus.

Det er et lokalkendt hold af erfarne og alsidige rådgivere, der fredag den 1. maj har slået dørene op til Fynske Banks nye afdeling i Horsens.

Afdelingen er en del af Fynske Banks målrettede vækstrejse i Østjylland, og det nye hold i Horsens er kendetegnet ved at være ambitiøst, engageret og bygget op omkring høj faglighed og stærke relationer.

- I sammensætningen af holdet har vi lagt vægt på at få de rette kompetencer ombord, men i lige så høj grad de rette mennesker. Det handler både om faglig tyngde, nære relationer og lysten til at gøre en forskel for kunderne. Vi åbner med et stærkt hold, hvor profilerne supplerer hinanden godt, og hvor der er balance mellem erfaring, lokal indsigt og lysten til at være med til at bygge noget nyt op, siger Henning Dam, administrerende direktør i Fynske Bank.

Den nye afdeling i Horsens dækker både privat- og erhvervsområdet og består af rådgivere med et stort netværk i området.

Fynske Banks nye regionsdirektør i Horsens tiltræder 1. juli. Indtil da varetages den daglige ledelse af privatkundedirektør Thomas Lilholdt Homann og souschef Flemming Hansen.

Derudover består holdet af:

  • Kunderådgiver Dorthe Mogensen
  • Kunderådgiver Anne-Mette Lillebæk
  • Kunderådgiver Gudrun Skibsted Sørensen
  • Kunderådgiver Marc Esbensen
  • Erhvervskundechef Lotte Sloth
  • Erhvervsmedarbejder Gitte Jakobsen

Afdelingen får adresse i den moderne kontor- og erhvervsejendom Horsens Hus på Holmboes Allé tæt på byens puls og let tilgængeligt for både kunder og medarbejdere.

De permanente lokaler indrettes på 8. sal efter Fynske Banks designlinje og skal sikre gode rammer for både kunder og medarbejdere. Indtil renoveringen er færdig, holder medarbejderne midlertidigt til på 9. sal i samme bygning.

- Med en central placering i Horsens Hus har vi fundet en løsning, der både fungerer i opstartsfasen og samtidig giver os et stærkt, langsigtet fundament i byen og et stærkt udgangspunkt for Fynske Banks videre udvikling i et område præget af høj aktivitet og vækst, siger Henning Dam.

Med åbningen i Horsens styrker Fynske Bank sin position i Østjylland og sikrer større geografisk sammenhæng mellem afdelingerne i Fredericia, Kolding, Vejle og Aarhus.

Udover åbningen i Horsens har Fynske Bank også fordoblet antallet af medarbejdere i Vejle-området til foreløbig 14 og pr. 1. maj åbnet en ny afdeling i København.

- Vi oplever stor interesse for Fynske Bank fra både kunder og potentielle medarbejdere, og vi er overbeviste om, at der er plads til en moderne lokalbank med fokus på høj faglighed, nærhed og tilgængelighed, og hvor man kan se sin rådgiver i øjnene, når man skal træffe større økonomiske beslutninger. Vi tror på kombinationen af moderne digitale løsninger og personlig rådgivning. Samtidig glæder vi os til at blive en aktiv og engageret del af udviklingen i og omkring Horsens, siger Henning Dam.