5. Hvilke lån findes der, og hvad skal jeg vælge?
Der findes flere låntyper, og valget afhænger både af din økonomi og din risikovillighed.
Variable lån har typisk en lavere ydelse end et fastforrentet lån, men det er vigtigt, at du kan sove roligt om natten – også hvis, der er udsigt til, at renten stiger.
De fleste finansierer typisk størstedelen af deres boligkøb med et realkreditlån, som kan dække op til 80 procent af købsprisen. Resten finansieres enten med opsparing eller banklån.
Nogle vælger også mere fleksible løsninger som et prioritetslån eller en boligkredit. De giver mulighed for løbende at indbetale og hæve penge og betale renter af det beløb, der er i brug. Den type løsning er især relevant, hvis man har en opsparing eller ønsker større fleksibilitet i sin økonomi.
Hvilken løsning, der passer dig bedst, afhænger af din økonomi, men i høj grad også af din risikovillighed. Det er netop noget, vi bruger tid på at gennemgå sammen.
6. Hvordan foregår boligkøbet?
Købsprocessen kan tage lang tid, og der er mange step i processen.
Når I har fundet den ejendom, I gerne vil købe, laver vi en beregning med de konkrete udgifter.
Man må gerne byde og underskrive en købsaftale, men sørg for altid at tage bank- og advokatforbehold, så I kan komme ud af aftalen, hvis noget giver anledning til bekymring.
Når købsaftalen er underskrevet, bestiller banken en vurdering af ejendommen. Når den kommer retur, og prisen er i orden, sender både bank og advokat deres godkendelse.
Der kan dog stadig være ting, som skal afklares. Det kan handle om alt fra manglende dokumentation til forsikringspørgsmål.
7. Hvad skal jeg være opmærksom på ved boligen?
Det er rigtigt ærgerligt, hvis drømmehuset viser sig at rumme ubehagelige overraskelser. Derfor er det vigtigt, at du:
- Gennemgår tilstandsrapporten og energimærket evt. med egen byggesagkyndig
- Overvejer en køberrådgiver
- Forholder dig til ejendommens stand og vedligehold
8. Skal jeg have rådgivere?
I banken rådgiver vi om økonomi og finansiering, men vi anbefaler også, at du har en køberrådgiver/advokat til at gennemgå handlen med dig, så du har tryghed gennem hele processen. Du kan eventuelt også få din egen byggesangkyndige til at gennemgå ejendommen.
9. Hvad hvis min situation ændrer sig?
Det er vigtigt at tænke fremad, så du har overvejet, hvad der sker, hvis renten stiger, en af jer mister jeres job, bliver syg eller dør.
Overvej derfor:
- Forsikringer fx i tilfælde af sygdom og død.
- Om økonomien kan holde til ændringer, eller I skal forsikre jer med enten lønsikring eller boliglånssikring, som Privatsikring som noget nyt tilbyder.
- Det kan være svært at tale om, hvad der sker, hvis den ene bliver kritisk syg eller dør, men den snak tager vi gerne, for hvis man skulle ende i den situation, er det vigtigt, at man kan blive boende med børnene i huset, hvis det er det, man ønsker.
- Det samme gælder samejekontrakt i tilfælde af skilsmisse.
Vi kommer med vores anbefalinger, men det er altid dig, der beslutter, hvilke dækninger, du ønsker.
10. Hvilke fejl skal jeg forsøge at undgå?
De mest typiske faldgruber er at forelske sig i en bolig, man ikke har råd til, undervurdere de løbende udgifter eller handle uden rådgivning, så du risikerer at købe en bolig med uønskede overraskelser. Og husk, at det er de samlede udgifter, ikke kun købsprisen, der afgør, hvad du har råd til.
Rigtig god boligjagt.
Vi hjælper gerne, når drømmen skal gøres til virkelighed.