Frederikke Knudsen ved, hvor meget det betyder, når man endelig lander det spring, man har knoklet for at lykkes med, for hun har selv dyrket gymnastik det meste af sit liv.
Hendes mor er halbestyrer i Veflinge og gymnastikinstruktør, og da Frederikke Knudsen var mindre og ikke kunne være alene hjemme, kunne hun lige så godt hjælpe til på holdene. Nu er hun som 16-årig instruktør for sine egne hold, og hun nyder at lære andre at lave kraftspring, saltoer og overslag.
Samtidig er hun babysitter for flere familier i byen, så de voksne også kan gå til gymnastik, og under den årlige byfest, ser man tit Frederikke Knudsen tage en flok børn i hånden og med på hoppeborgen, så de voksne kan nyde festen.
Jeg tænker meget over, at de ting, jeg gør, er med til at sikre fællesskabet og holde liv i en lille by som Veflinge, siger Frederikke Knudsen.
Den indsats betyder, at Frederikke Knudsen er en af årets syv nominerede til Kammeratskabsprisen, som bliver uddelt under Fynske Bank Sportslørdag den 18. januar i Odense Idrætspark.
Hvis Frederikke Knudsen keder sig en dag, kan hun stadig finde på at gå i hallen og finde redskaberne frem og øve sig i forskellige spring, men ellers holder hun primært gymnastikken ved lige, når hun underviser andre.
Jeg har lært tingene på en rigtig god måde, og det vil jeg gerne give videre til de andre børn i byen, siger Frederikke Knudsen, der både er instruktør for et børnehavehold og et hold med gymnaster op til 6. klasse.
Hun kan godt lide det ansvar, der følger med.
Det fedeste er at se, hvordan børnene udvikler sig, og hvor glade, de bliver, når de endelig får landet de spring, de arbejder med. Jeg kan godt mærke, at det også er et stort ansvar, jeg står med, men vi bor to huse fra hallen, og jeg ved, at min mor altid kan komme, hvis der er behov for det, forklarer Frederikke Knudsen.
I indstillingen bliver hendes flair for at have med børn at gøre fremhævet, og den 16-årige gymnastikinstruktør er en vellidt skikkelse i Veflinge, hvor stort set alle kender hende. Derfor bliver Frederikke Knudsen også kaldt en ildsjæl for både byen og byens børn.
Hun nyder især det særlige fællesskab, der opstår, når man er sammen som et hold eller en gruppe, både når man er ked af det, og når man er nærmest lykkelig. Det fællesskab skal ikke være forbeholdt børnene, og Frederikke Knudsen er derfor babysitter for flere familier i byen, så de voksne også kan komme i hallen og dyrke gymnastik.
Det er rigtigt, at der er mange i Veflinge, som kender mig. Især børnene. Enten har jeg gået på samme skole som dem, eller også har jeg hjulpet dem som frivillig under sportsugen eller været træner for dem. Jeg elsker at være sammen med børn. Det er livsbekræftende, siger Frederikke Knudsen, der arbejder helt frivilligt som instruktør.
Hvert år får hun og de øvrige instruktører imidlertid et gavekort og en gavekurv.
Men hvert år siger jeg, at jeg ikke behøver gavekurven, for det er nok bare at være sammen med børnene. Det er det, jeg helst vil, og jeg er der 100 procent for at være sammen med dem, siger hun.
Hvis Frederikke Knudsen vinder de 25.000 kroner, der følger med titlen som vinder af Fynske Bank Kammeratskabsprisen, vil hun bruge dem på en fælles tur til Jumping Fun og nyt udstyr.