Skip to Main Content
Skrevet d. 24. januar, 2025
Fynske Helmig 7

Thomas Helmig hyldet med hæderspris

Popikonet får Fonden for Fynske Bank Prisen for fire årtiers imponerende bidrag til den danske musikscene og sin ambassadørrolle for Aarhus. Med prisen følger 100.000 kroner, som Thomas Helmig giver videre til Red Barnet.

Han er lyden af lange sommeraftener, kærlighedens op- og nedture og Aarhus’ kulturelle puls gennem fire årtier. Fra de første notitser i aviserne om den krølhårede knægt med den ekstraordinære stemme og soul-inspirerede stil tilbage i begyndelsen af 1980’erne til det seneste album, der kredser om sønnen, Hugo Helmigs død, har Thomas Helmig altid formået at stå ydmygt og med integritet i rampelyset trods sin status som en af Danmarks mest populære musikere og sangskrivere.

Nu får han Fonden for Fynske Bank Prisen i Aarhus for sit årelange bidrag til den danske musikscene og vores fælles kulturarv og sin rolle som en af de mest prominente ambassadører for Aarhus.

- Thomas Helmig er indbegrebet af aarhusianske musikkultur, og ”har været med mig” til ungdomsskolefester, ved stranden på Bellevue eller til et af de utallige sportsstævner, jeg deltog i i min ungdom. At kunne holde sig på toppen af dansk musik i fire årtier er ganske imponerende, og derfor er det yderst velfortjent, at Thomas Helmig skal hyldes med Fonden for Fynske Bank prisen, siger Claus Lauenborg, der er regionsdirektør i Fynske Bank i Aarhus.

Populær popsnedker

Thomas Helmig blev hurtigt det store, unge stjerneskud på den voksende og toneangivende aarhusianske musikscene i begyndelsen af 1980’erne. Stærkt inspireret af Motown-musikken, som han havde oplevet på nærmeste hold i USA, blev han først forsanger i Elevatordrengene og siden Thomas Helmig Brothers.

Da han forfulgte en solokarriere, slog byens dengang nye pladeselskab Genlyd hurtigt til, og med mesterværker som ”Det er mig, der står herude og banker på”, ”Stupid Man” og ”Malaga” blev Thomas Helmig en af Danmarks mest populære popsnedkere.

- Thomas har altid været talentfuld. Der vælter musik ud af ham. Han har altså et jackstik lige op i himlen, hvor han bare fanger de mest sindssyge ting. Det er en gave, han er født med, har vennen og kollegaen Claes Antonsen tidligere sagt til Aarhus Stiftstidende.

Fynske Helmig 1

Hittet Malaga er nærmest blevet synonymt med AGF, for der er fællessang på stadion, når Helmigs kærlighedssang til Aarhus bliver spillet før hjemmekampene, og Thomas Helmig har gennem det meste af sit liv været fast mand på lægterne og er officielt udnævnt som ambassadør for AGF.

- Aarhus er mit hjem og vil altid være det. Jeg ville kunne genkende lyden af Aarhus med bind for ørerne. Aarhus er, som alt andet, i konstant forandring og en helt anden by i dag, end da jeg var ung, men jeg er også en helt anden i dag, siger han.

Ubærlig sorg

De seneste to år har imidlertid været indrammet af alt andet end catchy og appellerende poptekster for Thomas Helmig og hustruen Renée Toft Simonsen. For to år siden mistede parret deres søn, Hugo Helmig, der blot blev 24 år. I DR-programmet ”En særlig samtale” åbnede Thomas Helmig et år senere for første gang offentligt op om tabet i et decideret interview, hvor han blandt andet kaldte tabet ”en hændelse, der ændrer vilkårene for mit liv fuldstændigt”.

Længe var han efterfølgende i tvivl om, hvorvidt han kunne gennemføre de koncerter, der fulgte i året efter tabet af Hugo Helmig, men far og søn havde kærligheden til musikken til fælles. Det var derfor Thomas Helmig magtpåliggende, at musikken ikke måtte stoppe.

Flere gange har han hyldet Hugo Helmig ved at spille hans sange til sine koncerter, og Thomas Helmigs seneste album, Sortedam, fra oktober 2024 handler netop om tabet og savnet af Hugo Helmig. Et album med syv meget personlige og rørende sange, som anmelderne har rost til skyerne.

En nervepirrende oplevelse

Anerkendelsen betyder noget for Thomas Helmig. Det samme gør Fonden for Fynske Bank Prisen.

- Jeg er selvfølgelig meget glad for at modtage denne pris. En stor del af mit arbejde foregår, når jeg er alene, og det at udgive min musik er stadig en nervepirrende oplevelse for mig. Så jeg bliver altid glad, når nogen sætter pris på det, jeg har lavet, siger han.

Med prisen følger 100.000 kroner, som Thomas Helmig har valgt at give videre til Red Barnet. Gavebeviset blev overrakt til Johanne Schmidt-Nielsen ved et arrangement hos Red Barnet.

- Jeg har igennem mange år været ambassadør for Red Barnet, og på tæt hold har jeg iagttaget det kæmpe arbejde, de udfører for udsatte børn, siger Thomas Helmig.

Udover hæderen og de 100.000 kroner, fik Thomas Helmig også en skulptur lavet af kunstneren Robert Jakobsen.

Om Fonden for Fynske Bank Prisen

Fonden for Fynske Bank uddeler hvert år fire priser på Fyn og i Østjylland.
Baggrunden er et ønske om at belønne gode initiativer og entusiastiske ildsjæle i de lokalområder, som Fynske Bank er en del af.

Fonden for Fynske Bank Prisen blev uddelt for første gang i 2018, og med prisen følger et særligt kunstværk og 100.000 kroner, som modtageren skal give videre til et godt formål.

Fynske Helmig 3