
Syv unge bliver hyldet for deres indsats for fællesskabet
Det fynske foreningsliv blomstrer med unge rollemodeller, der først og fremmest har fokus på fællesskab og sammenhold. Syv af dem er nomineret til Fynske Bank Kammeratskabsprisen, som bliver uddelt for 10. gang under Fynske Bank Sportslørdag den 17. januar 2026. Vinderen får 25.000 kroner til en aktivitet, som styrker sammenholdet i klubben.
Et smil til nye medlemmer, et par opmuntrende ord til dem, der har brug for det, og en vilje til altid at sætte holdet før sig selv.
Det er ikke altid, der skal mere til, for at gøre en positiv forskel for andre, men de fynske idrætsforeninger er fulde af unge mennesker, der gør endnu mere end det.
De går forrest, når der skal samles penge ind, får alle til at føle sig godt tilpas, tager frivillige vagter, arrangerer ekstra træning for kammeraterne og sørger for et godt klubmiljø, hvor man også har lyst til at samles før og efter træning.
Alligevel bliver de sjældent hevet frem i rampelyset, men det bliver der lavet om på under Fynske Bank Sportslørdag, som afvikles i Odense Idrætshal lørdag den 17. januar 2026.
Her har en jury bestående af kommunikations- og udviklingschef i GOG, Trine Nielsen, badmintonspiller Maiken Fruergaard fra OBK, fodboldspiller Gustav Grubbe, OB, og Fynske Banks administrerende direktør Henning Dam udvalgt syv unge fynboer, som bliver hyldet på scenen for deres ekstraordinære indsats i foreningslivet.
De kommer fra vidt forskellige idrætsgrene, men repræsenterer alle det, der binder os sammen i stærke, lokale fællesskaber.
Med Fynske Bank Kammeratskabsprisen sætter vi fokus på alle dem, der gør en kæmpe indsats, men ikke nødvendigvis står øverst på medaljeskamlerne weekend efter weekend. Deres indsats er mindst lige så beundringsværdig og værd at anerkende, for i foreningslivet bliver man en del af noget større og lærer, at man opnår de største resultater, hvis man får det bedste frem i hinanden, siger Henning Dam, administrerende direktør i Fynske Bank.
De syv nominerede er:
15-årige Malthe Jørgensen fra SFB (Svendborg Forenede Boldklubber)
18-årige Mila Lyø, DSV Odense (volleyball)
14-årige Mathilde Aagaard Andersen fra Tommerup Vandpolo
13-årige Sander Ravn fra Middelfart Stingers ACF (amerikansk fodbold)
14-årige Marcus Raakilde Jensen, Skamby Fodbold
13-årige Maya Alali fra FC Kurant (fodbold)
15-årige Sarah Pil Olesen fra Odense Atletik
Fynske Bank Kammeratskabsprisen gives til en ung ildsjæl mellem 13 og 18 år, som gør en særlig indsats for fællesskabet og er med til at holde humøret højt hos klubkammeraterne.
Prisen bliver uddelt i forbindelsen med Fynske Bank Sportslørdag i Odense Idrætspark. Der kommer alle syv nominerede på scenen og får overrakt 3.000 kroner som en anerkendelse af deres indsats for fællesskabet i foreningerne.
Vinderen får desuden 25.000 kroner, som skal bruges til at styrke sammenholdet i foreningen. Det kan for eksempel være i form af et socialt arrangement, en fælles klubtur eller rejse.