Skip to Main Content
Skrevet d. 04. august – 2026
Start-Up-Finale- Morten Skov.jpg

Fynske Bank Startup Lab rykker til Odense og hæver ambitionerne i nyt samarbejde mellem Fynske Bank og Erhvervshus Fyn

Forløbet skal igen i år styrke ambitiøse iværksættere og startups fra hele Danmark i udviklingen af deres virksomheder. Det sker gennem et intensivt forretningsudviklingsforløb faciliteret af Erhvervshus Fyn. Finalen bliver afviklet den 12. november på Ø6 i Odense under Danmarks Iværksætteruge med en samlet præmiesum på 150.000 kroner. Desuden får tre af finalevirksomhederne tilbudt et skræddersyet vækstforløb efter forløbets afslutning.

 

Fynske Bank Startup Lab vender nu tilbage i en styrket udgave med base i Odense og i tæt samarbejde mellem Fynske Bank og Erhvervshus Fyn. Målet er at løfte niveauet yderligere for de iværksættere og startups, der deltager i forløbet.

De seneste år har Fynske Bank Startup Lab bidraget til udviklingen af en række af Danmarks mest lovende iværksættere gennem et intensivt forretningsudviklingsforløb. Hvert år kulminerer forløbet i en finale med et prominent dommerpanel og en samlet præmiesum på 150.000 kroner.

Med flytningen til Odense og det nye samarbejde er ambitionerne skruet op på flere fronter. Det faglige niveau styrkes, deltagerne får bedre muligheder for at opbygge stærke relationer på tværs af brancher og geografi, og der arbejdes målrettet med at give virksomhederne et solidt fundament for vækst. Samtidig fastholder Fynske Bank Startup Lab sit fokus på at tiltrække ambitiøse iværksættere og startups fra hele Danmark.

- Det er enormt inspirerende at møde de mange dygtige iværksættere fra hele landet og mærke deres engagement og lyst til at gøre en forskel. Med Fynske Bank Startup Lab vil vi give dem et endnu stærkere afsæt for at udvikle og skalere deres virksomheder gennem relevant sparring, fagligt input og adgang til erfarne mentorer, siger Henning Dam, administrerende direktør i Fynske Bank.

Flytningen til Odense er en naturlig del af bankens strategiske satsning.

- Flytningen ligger i forlængelse af vores vækstambitioner i Odense og vores øgede fokus på erhvervsområdet. Samtidig får vi med Erhvervshus Fyn en stærk samarbejdspartner tæt på de miljøer, hvor idéer opstår og udvikles. Det løfter kvaliteten af forløbet markant, siger han.

Finale under Danmarks Iværksætteruge

Hos Erhvervshus Fyn ser man også et stort potentiale i samarbejdet.

- Iværksætteri er et nøglefokus. Ikke bare for Fyn, men for hele Danmark. Sammen med Fynske Bank kan vi i Fynske Bank Startup Lab søsætte et stærkt udviklingstilbud, som kan suppleres med de tilbud, vi i forvejen har til nystartede virksomheder, herunder vores uvildige sparring og vores generelle iværksætterydelser, siger Kasper Aagaard, der er udviklingsdirektør i Erhvervshus Fyn.

Henning Dam pr3
“Flytningen ligger i forlængelse af vores vækstambitioner i Odense og vores øgede fokus på erhvervsområdet. Samtidig får vi med Erhvervshus Fyn en stærk samarbejdspartner tæt på de miljøer, hvor idéer opstår og udvikles. Det løfter kvaliteten af forløbet markant.”
Henning Dam, administrerende direktør i Fynske Bank

Fynske Bank Startup Lab henvender sig til iværksættere og tidlige startups med ambitioner om at udvikle og skalere deres forretning. Deltagerne arbejder gennem et intensivt forløb med at omsætte idéer til forretning med alt fra forretningsmodel og produktudvikling til positionering, salg og vækst. Forløbet kombinerer undervisning, individuel sparring og pitchtræning med input fra erfarne mentorer og erhvervsprofiler.

Feltet skæres undervejs ned til seks startups, som torsdag den 12. november pitcher i finalen på Ø6 i Odense under Danmarks Iværksætteruge. Vinderen modtager 100.000 kroner, mens der er 50.000 kroner til nummer to.

Som noget nyt vil tre af virksomhederne fra finaleeventet blive udvalgt til et skræddersyet vækstforløb efter programmets afslutning. Med målrettet sparring fra Erhvervshus Fyns specialister får de støtte til at accelerere deres udvikling, styrke deres kompetencer og modne deres virksomhed til dialog med potentielle investorer.

Tilmelding til Fynske Bank Startup Lab sker gennem projektleder Anders Nysom Knudsen på ank@Erhvervshusfyn.dk.