Skip to Main Content
Skrevet d. 22. september – 2025
Tråden1

Fra rå haller til kulturelt kraftcenter


Middelfart har med mødestedet Tråden tænkt fællesskaber ind som en central del af byudviklingen af byens gamle trafikhavn. Nu er stedet åbnet, og en donation fra Fonden for Fynske Bank har sikret et professionelt lydudstyr, som baner vejen for at hente flere spændende musiknavne til byen.


I månedsvis har håndværkerne banket og boret for at få de nye rammer til at rejse sig i de gamle haller.

Lag for lag er den gamle trafikhavn i Middelfart blevet klædt på til en ny fremtid, og lørdag den 20. september stod Tråden klar til at samle byens liv med musik, mad, mennesker og masser af kultur under ét tag.

I den ene hal, som hjertet i spillestedet, vibrerer lyd og lys fra et professionelt anlæg. En investering, som er blevet mulig takket være en donation på 252.000 kroner fra Fonden for Fynske Bank.

- Scenen, lyset og lyden er det, der gør hallen til et rigtigt spillested. Uden det ville vi være nødt til at leje os til teknikken hver gang, og så ville mange af de arrangementer, vi drømmer om, aldrig kunne lade sig gøre, fortæller projektleder Maja Füchsel, der siden 1. maj har arbejdet intenst på at gøre Tråden klar til indvielse.

Det er lykkedes til fulde, og navne som Rune Rask, Ankerstjerne og Fabräk var med til at gøre det til et brag af en åbningsfest.

- Det er en fornøjelse at se, hvordan Middelfart tør tænke anderledes og investere i fællesskaber mellem mennesker. Det gælder både de virksomheder, der har støttet undervejs i processen, og alle de mennesker, der enten har meldt sig som frivillige eller bruger stedet for at bakke op og være med til at præge byens udvikling, siger Michael Toft, der er afdelingsdirektør i Fynske Bank i Middelfart.

Fællesskaber er blevet vigtigere

Tråden er ikke bare et spillested.

Det er en del af en større udvikling af Middelfarts gamle trafikhavn. Et område, der i fremtiden skal rumme både boliger, havnebad og grønne områder. Men i modsætning til mange andre byudviklingsprojekter har man i Middelfart valgt at starte med kulturen og fællesskabet.

- Fælles aktiviteter bliver prioriteret langt højere i dag end for 10-15 år siden, når man skal skabe byudvikling. Derfor har man i Middelfart valgt en model, hvor man vænner folk til, at der er liv og aktivitet på den gamle trafikhavn for at illustrere mulighederne for potentielle investorer, der kunne være interesseret i at bygge boliger i området, forklarer Maja Füchsel.

På den måde forsøger Tråden at ramme en stemning og et udtryk, som matcher det, man gerne vil med området i fremtiden.

Tråden rummer både en hal med streetfood, et ungemiljø under navnet Kabel 29 og spillestedet, hvor lys og lyd skal samle folk til koncerter, foredrag, stand-up, konferencer og meget mere. Donationen fra Fonden for Fynske Bank har været en afgørende løftestang for at sikre stedte professionelt udstyr, der ikke skal rulles til og fra arrangementerne.

- Støtten betyder, at vi kan sikre nogle artister, som vi ellers ikke havde mulighed for at få til at spille i Middelfart. Hvis vi hver gang skulle leje udstyr, ville driftsudgifterne pr. arrangement blive voldsomt høje, men nu har vi i stedet et lækkert rum, som kan bruges til både koncerter og forskellige andre arrangementer. Det betyder meget, at erhvervslivet bakker op, siger Maja Füchsel.

Stor opbakning fra erhvervslivet

Da hun tiltrådte i foråret, stod hallerne råt og fyldt med reoler. Nu er de stemningsfuldt indrettet med alt fra genbrugsfund til nybyggede skaterramper og streetfoodboder. Siden har 200 meldt sig som frivillige, og der har været stor interesse for at få fingre i billetterne til stedets første koncerter.

- Det har været en fantastisk måde at arbejde på. Både kommunen og de 10 virksomheder i Middelfart X, der støtter projektet, har været fantastiske og har stået til rådighed, hvis jeg har rakt ud og har haft behov for hjælp. Uden de gode partnerskaber havde vi ikke kunnet komme i mål på så kort tid, understreger Maja Füchsel.

I Fynske Bank er Michael Toft dybt imponeret over projektet og hvor langt, det er lykkedes Tråden at komme i løbet af sommeren.

- Jeg er stolt af, at vi gennem Fonden for Fynske Bank kan være med til at støtte udviklingen af Tråden, og jeg glæder mig til at følge stedet og håber, at byen tager Tråden til sig – også når nyhedens interesse har lagt sig. Med professionelt udstyr, frivillig energi og byens opbakning er scenen bogstaveligt talt sat, så kulturen og fællesskaberne kan blomstre i Middelfart, siger han.


Kort om Tråden:

Tråden er Middelfarts nye kulturelle kraftcenter og en del af Middelfarts nye bydel, Trådværket, som skyder op på byens gamle trafikhavn.

Stedet består af tre haller. Gamborg Bryghus lejer den ene, hvor der er streetfoodboder, bryggeri, bar og en mindre scene. De to andre haller indeholder henholdsvis et spillested og en kreativ base for unge (Kabel29).

Tråden drives som en forening, hvor overskuddet går til unge i Middelfart Kommune og til at styrke kulturlivet lokalt.

Både Middelfart Kommune og erhvervslivet bakker op om stedet.

Fonden for Fynske Bank har doneret 252.000 kroner til et professionelt lyd- og lysanlæg til spillestedet.

Tråden collage