Skip to Main Content
Skrevet d. 08. oktober, 2024

Fællesskab på tværs

Fænøsund Friskoles multibane er et vigtigt samlingspunkt både i undervisningen og frikvarterne. Mandag blev banen genåbnet efter flere måneders renovering med støtte fra Fonden for Fynske Bank. Det blev fejret med popcorn, saftevand, festsang og fælles aktiviteter på tværs af årgange.
  
Rød løber, silkesnor med sløjfe, popcorn, saftevand, festsang og masser af fællesskab på tværs af årgange.

Mandag formiddag var ikke som alle andre på Fænøsund Friskole.

I stedet markerede alle 180 elever og 25 feststemte medarbejdere, at multibanen, som er skolens store samlingspunkt, er blevet renoveret med hjælp fra en donation på 50.000 kroner fra Fonden for Fynske Bank.

Store revner, der var lige til at snuble over, er blevet erstattet af et blødt og jævnt underlag, der indbyder til alt fra fodbold og basketball til saftevandsløb med skolekammerater på ryggen, tovtrækning og dansesessioner med veninderne.

- Vi har ikke vores egen hal, og derfor betyder multibanen meget for os. Den er et vigtigt samlingspunkt for os. Også på tværs af årgange og i forhold til, at eleverne kan komme ud at bevæge sig i det fri, siger skoleleder Maja Hagge.

Konkurrencer på tværs

Eleverne brugte dagen med deres venskabsklasse, og store og små sammen havde de derfor planlagt en lang række aktiviteter, mens de på skifteskulle passe saftevands- og popcornsboden.

Især det sidste glædede Benjamin Kaad Gade fra 1. klasse sig til, mens Laura Blaaberg Tørnøs fra 7. klasse så frem til igen at kunne bruge banen som et sted, der styrker fællesskabet i klassen.

- Vi bruger banen meget. Både i undervisningen og i frikvartererne. I min klasse plejer vi at spille meget fodbold sammen. Mens banen er blevet renoveret, har vi været mere opdelte, så det bliver dejligt igen at kunne samles alle sammen om en fælles aktivitet i frikvartererne, siger hun.

Fælles festsang

For skoleleder Maja Hagge har det været tydeligt, at eleverne har glædet sig til, at multibanen åbnede igen. Især på de mindste årgange var forventningens glæde stor i forhold til at skulle fejre dagen sammen med deres ældre venskabsklasse, og der blevet sunget med hele vejen rundt om banen, da musiklærer Jesper Gade slog de første toner an til melodien af ”I en kælder sort som kul”:

Endelig står banen klar, og det vil vi fejre
For nu kan vi atter få frikvarterets sejre
Fodbold, stikbold og ta’ fat, nu er scenen rigtigt sat
Til de små og store, hvem mon først vil score?

For Fynske Banks souschef i Middelfart, Nicolai Holm Nielsen, var det en fornøjelse at se de mange glade og aktive børn, der ikke lod sig mærke af lidt dryp fra oven.

- Det er en fornøjelse at se, hvor glade eleverne er for at komme ud at bevæge sig i den friske luft. Det kræver selvfølgelig nogle gode rammer og faciliteter, som vi i Fonden for Fynske Bank er glade for at kunne være med til at sikre, siger han.

DSC 0085
DSC 0076
DSC 0047